Korrekturlæser ved lidt af et tilfælde
Jeg synes, at det er vigtigt med sproglig konsekvens i en tekst, og at der er styr på stavning og kommatering. Men sådan har det langtfra altid været, og det var lidt af et tilfælde (og mit store held), at jeg fandt min rette hylde og blev korrekturlæser …
Det har ikke altid ligget i kortene, at jeg skulle ende som korrekturlæser. Jeg var langt oppe i tyverne, før jeg overhovedet stødte på ordet “korrekturlæsning”.
Det begyndte, da jeg fik job mit første “rigtige” job som redaktionsmedarbejder i et medieovervågningsfirma efter endt universitetsuddannelse. Jeg skulle skrive korte nyhedsresuméer til forskellige kunder og derudover læse korrektur på mine kollegers resuméer. Det var nyt for mig at skulle påpege fejl i andres tekster – og så skulle det endda ske med en provokerende rød kuglepen …
Men jeg blev hurtigt fascineret af opgaven og påtog mig den hellere end gerne, når tiden med mange stramme deadlines i løbet af en meget travl arbejdsdag tillod det.
Jeg var på ingen måde en ørn til at stave i folkeskolen. Min mor, som var dansklærer, sagde, at jeg stavede som en brækket arm …
Jeg kunne godt lide faget dansk i folkeskolen. Jeg elskede at skrive og ville gerne være forfatter (eller skuespiller). Det med stavning var til gengæld ikke noget, jeg gik synderlig højt op i, og diktat var ikke min stærke side.
Ordet “kartoffel” voldte fx altid problemer. Jeg forstod ganske enkelt ikke, hvor det “r” kom fra. Det hed jo “katoffel” …
Til gengæld blev jeg ret hurtigt god til at sætte kommaer. Vi lærte tidligt at sætte komma ved hjælp af den gode, gamle kryds og bolle-metode. Og den virkede – på mig i hvert fald – og var langt mere logisk end det der “kartoffel-r”.
Så at jeg i dag arbejder som korrekturlæser, lå ikke just til højrebenet, og min mor ville nok ikke tro mig, hvis jeg kunne fortælle hende, at jeg i dag lever af at rette andres sproglige fejl. Men det gør jeg – og jeg er ret vild med det, selv om det ikke umiddelbart var kærlighed ved første blik.