Tjerry Korrektur er på Instagram
Efter den ene invitation efter den anden er jeg langt om længe kommet på Instagram. Jeg er ny på mediet og famler rundt i blinde. Måske følger du mig, måske følger jeg dig. Men hvad skal jeg/vi egentlig der …?
Den og den er på Instagram, den og den har inviteret dig til at prøve Instagram. Jovist, jeg er da på Facebook og har været det i flere år – og nu er jeg så også kommet på Instagram. I første omgang i skikkelse af Tjerry Korrektur.
Som altid er jeg ankommet lidt senere end de fleste andre. Ja, jeg er fortsat en af dem, som køber cd’er og dvd’er, og tro mig, vi er en del, som stadig ikke er 100 % med på den teknologiske bølge, og som måske aldrig helt kommer det. På visse områder altså.
For nu er jeg altså med på Instagram-moden uden dog at være helt udlært og uden at være helt sikker på, hvad jeg egentlig skal der …
Hvem skal jeg følge og hvorfor?
Hvem skal jeg følge og hvorfor? Hvorfor følger den og den mig – og skal jeg så også følge dem? Hvad skal jeg poste af billeder og hvorfor? Hvad kan være interessant at dele med mine følgere, og synes jeg, at det, dem, jeg følger, deler, er interessant? Svaret er: Jeg aner det ikke. Mediet er ukendt territorie for mig, og jeg famler lidt rundt i blinde. Prøver en knap den ene dag og aner ikke, om jeg har delt, liket eller kommenteret noget, andre eller jeg selv har delt. Prøver en anden knap den næste og tænker, hvad mon den der flylignende tingest betyder …
”Træ fælles”
I går kørte jeg med 350S’eren til Amager – helt til Dragør – for at besøge en gammel veninde. Der er laaangt til Dragør, og på et tidspunkt, da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg et træ, hvor der var klistret en seddel op med teksten: TRÆ FÆLLES.
Mine korrekturlæserøjne spottede naturligvis straks fejlen, som var ganske sjov. Beskeden gik videre op til min hjerne og derfra ned til mine telefonfingre – ”så tag dog det billede!” Det er da et Instagram-moment! Men nej, lige så hurtig jeg er, når det kommer til korrekturlæsning og til at spotte stavefejl, lige så langsom er jeg på aftrækkeren, når det kommer til det oplagte Instagram-materiale. Men jeg har siden tænkt meget over teksten og måske tager jeg en tur til Amager bare for at få det s… billede. Men ak, træet er nu nok blevet fællet i mellemtiden.
Hvad skal jeg dele?
Summa summarum: Tjerry Korrektur er på Instagram. Følg gerne, og se, om der sker noget. Eller, endnu bedre, kom med ideer til, hvad jeg kan dele ud over billeder af stavefejl i bybilledet. Ikke for at hænge nogen ud, men simpelthen, fordi jeg synes, at de kan være ret morsomme. Og naturligvis også for at sætte fokus på kommunikation mellem mennesker. Hvis ikke det var en del af min mission, var jeg nok ikke blevet korrekturlæser, men, hvem ved, måske “træfæller”.