Ny service fra Tjerry Korrektur
Der har været ro på både blog- og nyhedsbrevsfronten på det seneste. En kollega har været på barsel, og derfor har vores lille korrekturlæsernetværk haft ekstra travlt.
Vores kollegas lille pige er nu begyndt i daginstitution, og netværket er igen fuldt bemandet. Derfor er der igen blevet tid til andet end “blot” at læse korrektur, og jeg er således inden for de sidste to måneder både kommet på Instagram og har afholdt min første Facebook-konkurrence (i forbindelse med Knæk Cancer-kampagnen, som jeg støtter hvert år). I år udloddede jeg et klippekort til to timers korrektur.
Klippekort til korrektur
Klippekortet er også et nyt tiltag. Dem har jeg indført i forbindelse med lanceringen af min nye side, korrektur-asap.dk, en ny service målrettet dig, der har ekstra travlt med at få læst korrektur på en kortere tekst på dansk eller engelsk.
Vi kan nok alle nikke genkendende til følgende scenarie: Vi sidder med en tekst, der bare skal af sted, før kontoret lukker. I vores iver efter at blive færdige glemmer vi måske at tjekke, om alt er stavet rigtigt, eller at få en anden person til lige at læse korrektur på vores tekst. Dermed risikerer vi at få sendt en tekst af sted fyldt med dumme slåfejl, misvisende kommateringsfejl og egennavne, der er stavet forkert.
Med et klippekort til korrektur får du nemt og hurtigt læst korrektur på din tekst, selv når det haster virkelig meget. Du har jo allerede betalt for servicen via klippekortet, derfor kan du blot sende din tekst til korrektur og springe det besværlige og tidskrævende led med at indhente tilbud med videre hjem. Det kalder vi Korrektur ASAP.
Når Tjerry Korrektur rykker …
… så rykkes der for alvor. Denne gang endda også fysisk. Jeg har nemlig fået ny kontorplads. Jeg sidder nu i et nyåbnet galleri på Jernbane Allé i Vanløse. Men det er en helt anden historie, som du får i mit næste blogindlæg. Og der går hverken et halvt eller et helt år, før det kommer …