Fra enkeltmandskontor til storrum

Onsdag aften den 11. marts blev for rigtig mange af os skelsættende og starten på en ny måde at arbejde på – i hvert fald for en tid … Selv har jeg endnu engang fået bekræftet, at det var godt, jeg ikke blev lærer som mine forældre – og jeg har lært at sætte endnu mere pris på hverdagen og at kunne høre katten spinde …

Normalt er mit bedste tidspunkt på dagen, ja, ugen, når jeg efter at have fulgt min datter i skole kommer hjem til et hus, som bortset fra vores to sorte katte, Mille og Molly, og marsvinet Caroline er helt tomt. Og når jeg sætter mig med dagens første kop kaffe foran skærmen og lige så stille går i gang med dagens opgaver.

Jeg har nemlig kontor i privaten med udsigt til min skønne have og åben himmel. Derfor betød det heller ikke umiddelbart noget for mit arbejde, at Danmark blev lukket ned, og at vi alle mere eller mindre skulle arbejde hjemmefra. Med streg under umiddelbart …

Blæksprutte på overarbejde

Hjemme hos os skulle vores niårige datter fra den ene dag til den anden pludselig være hjemme hele dagen – og hjemmeundervises … En udfordring? Ja, det tror jeg nok. På mange måder. Dels skulle vi voksne stadig passe vores arbejde, og dels skulle vi nu også agere lærere. Ordene blæksprutte, omstillingsparat og multitasking gav med ét i den grad mening …

Og okay, selv om mine forældre begge var lærere, og jeg har en søster, som også er det, så havde jeg nok i forvejen en lumsk mistanke om, at jeg ikke selv har de store evner, når det kommer til at undervise. Og den mistanke er da også blevet bekræftet: Jeg er ikke specielt god til at lære fra mig og heller ikke særlig vild med det …

Endnu engang er det blevet slået fast med syvtommersøm, hvor dyb respekt vi skal have for vores lærere og pædagoger. Jeg bøjer mig i støvet – og tager hatten af for jer!

Det er blevet hverdag igen – næsten …

Danmark er så småt ved at åbne igen, og datteren er tilbage på skolebænken i en ny form for skoledag, der også har krævet tilvænning og en kæmpe indsats af lærere og pædagoger. Jeg må indrømme, at det i starten ikke var uden en vis bævren, at hun blev sendt af sted. Men det er gået over al forventning, og når jeg spørger hende, om hun savner hjemmeundervisning, kommer svaret prompte: ”Nej!” Og nej, jeg savner heller ikke min rolle som lærer …

Til gengæld nyder jeg igen min morgenkaffe lidt over otte – selv om huset stadig summer af andet end kattenes spinden og marsvinets små, hyggelige lyde. Manden og sønnen arbejder nemlig stadig hjemme og holder videomøder og modtager videoundervisning i ét væk. Men de passer – stort set – sig selv, og jeg har opdaget, hvor effektiv jeg selv er, hvis jeg har blot tre-fire timer, hvor jeg ud over at læse korrektur ikke også skal agere køkkenleder, lærer, fritidspædagog, it-supporter og legekammerat – samt ”moaaaar!” på fuldtid.

Coronahænder

Hvad de sidste par måneder kommer til at betyde for vores måde at leve og arbejde på fremover, vil tiden vise. Jeg har valgt at tage én dag ad gangen og nyde hvert et sekund, hvor jeg uforstyrret kan passe mit arbejde, når det er det, der er på agendaen. Men at vores ordforråd er blevet beriget, står allerede ganske klart: coronatid, coronakrise, corona-dit og -dat. Og min datter, ja, hun fortæller, at al den håndvask har givet hende coronahænder.